I de sidste indlæg har Povl og jeg trukket på materiale fra YouTube. Ikke blot pepper videoerne bloggen op, YouTube er også meget interessant i et børnekulturelt perspektiv.
er
Wikipedia,
MySpace og
YouTube. Også børn og unge er stærkt repræsenteret på YouTube.
Jeg sad forleden og forberedte mig til næste semester og ledte i den forbindelse efter børns egne kulturelle udtryk, f.eks. gakkede gangarter, om hvilke Carsten Jessen siger:
Ofte er deres [børnenes] måder ”at gå” på til stor gene for forældre og andre voksne, der helst hurtigst muligt skal nå det næste punkt, og derfor irriteres voldsomt af ungernes trang til at udøve gang, når de vralter, halter, går balancegang på kantstene og striber, ihærdigt forsøger at undgå at træde på flisemellemrum eller løber op og ikke mindst ned ad enhver forhøjning, der byder sig til. Det er lige sådan med ”at hoppe”. Et hop er ikke bare at bevæge sig op og ned. Det kan dyrkes som en kunstart med sin egen æstetik i bevægelserne, og på tilsvarende måde kan sprog, lyde og meget andet udvikles til udtryk og genrer. Får man først øje på børns udfoldelser som udtryksformer, dukker de op alle vegne.
Carsten Jessen: Kulturel kvalitet for børn. I: Børnekultur og andre fortællinger. Odense Universitetsforlag, Odense 2002
Jeg foretog en søgning på “Walk” på YouTube. Her fandt jeg en masse materiale om “C-Walk” (se også Wikipediaen om C-Walk). Ikke blot er der imponerende meget materiale på YouTube om denne specielle “gangart”, bemærkelsesværdigt er især de mange tutorials og antallet af Views og kommentarer - se. f.eks. CWalk Tutorial, der har 831,108 views, 1896 kommentarer og som er gemt som favorit 10225 gange:
Det er også bemærkelsesværdigt at se, hvilke resultater en søgning på C-Walk på Google giver. Søgningen giver 706.000 hits, og på nær Wikipediaopslaget er de 10 første hits videoer eller elektroniske forum! Det er altså ikke tekster, men kommunikerende fællesskaber, vi finder i søgningen! Se f.eks. PimpMyWalk. Når man tænker på, hvor svært det kan være at få voksne på efteruddannelse til at anvende forum til debatter, er det næsten lige før jeg får åndenød, når jeg ser antallet af indlæg i PimpMyWalks forum - ikke blot har 2162 skrevet en præsentation, 9115 har lagt kommentarer til dem!
Det fik mig til at tænke på, at Carsten Jessen påpeger, at en af de store forandringer i den aktuelle barndom er, at børneflokken ikke eksisterer mere:
Børn er stadig mere sammen med jævnaldrende og voksne, og stadig mindre sammen med børn i andre aldersgrupper. Det er i virkeligheden et radikalt kulturhistorisk brud, som vi endnu ikke kender de fulde konsekvenser af. Så langt vi kan se tilbage i menneskehedens historie, har ældre børn haft en central rolle for yngre børn, og børneflokken har altid været af stor betydning for børns mulighed for at indleve sig i den kultur, de vokser op i.
Carsten jessen: Barndom, børnekultur og kulturel kvalitet: Leg som kvalitetskriterium
Spørgsmålet er, om “børnefællesskabet” har fået nye former, så vi skal lede efter det andre steder end på gader og veje, f.eks. på YouTube, MySpace og Arto? Hvis det er tilfældet må man jo stille sig det spørgsmål, Carsten Jessen stillede mine studerende sidste år: “Kan børn bruge nettet for lidt?”
/lis
« Hide it